Cookie- og privatlivspolitik
Fra Caminoen: Bare ikke alene
Kronologi -
Oleron Ste-Marie, søndag den 27. marts 2011
Skrevet efterår 2011, korrigeret 9. januar 2012
Det var aftenen før, at jeg for alvor begyndte min lange vandring mod Santiago de Compostela. Og jeg indrømmer, at jeg havde følt mig lidt rastløs og derfor havde vadet rundt for at se på det nære bymiljø i forhold til Oleron Sainte-Marie’s nye - og skulle jeg erfare gennem mine to måneder - ekstremt moderne herberg for pilgrimme, Relais du Bastet … men nu faldt roen på mig.
Før vandringen rigtigt begyndte
Jeg havde netop bestilt, betalt og bragt en dampende dejlig kop grøn te ud på terrassen, under baldakinen, foran en meget nærliggende café, sat mig og nød udsigten mit refugium.
Det var et andet land (Frankrig), en anden årstid (forår) i forhold til nu (Danmark, på tærsklen til den rigtige vinter), men vejret var det samme, dvs. ustadigt, gråt, regnfuldt og lidt køligt i det. Og alligevel sad seks-otte personer på den store terrasse og nød en stille kop kaffe eller øl - inden de skulle hjem til deres søndagsaftener, hvad så end de måtte byde på.
Min egen ville betyde et bad og tidligt i seng, en forsigtig og mærkeligt nervøs begyndelse på det, som helt automatisk blev min naturlige rytme i løbet af de næste to måneder.
Den aften var det dog ikke noget, jeg tænkte nærmere over. Det var bare noget jeg gjorde.
Selv sad jeg yderst til højre på terrassen og gav mig god tid til teen; langsomt sivede folk væk, hjem, og til sidst var vi kun to tilbage: Jeg, på den yderste højrefløj, og en fransk herre mellem halvtreds og tres langs rækværket på den anden fløj; begge var vi klædt i grå benklæder og sorte trøjer, men ellers var det forskellighederne, som stak i øjnene:
Han var ældre, drak øl, og røg; jeg yngre, drak som nævnt te og prøvede at indånde luften, som den var.
Der gik dog ikke meget mere end højst fem minutter fra det øjeblik, hvor den tredjesidste havde efterladt os lidt alene derude i det fra oven beskyttede fri, førend også han rejste sig. Jeg bemærkede, lettere indigneret, at han ikke havde tømt sit ølglas, og skulle lige til at - bare i mit hoved, da jeg selvsagt aldrig kunne finde på at kommentere dette højlydt, thi … hvem er jeg, som kan/skal/vil dømme andre - udtrykke min forargelse, da han hankede op i glasset og simpelthen flyttede hen til en stol ved det bord, som stod lige ved siden af mit.
Naturligvis ikke før, end han havde - med simpel gestik, selvfølgelig, da han havde regnet ud, at jeg ikke talte samme sprog som han selv - spurgt, om det nu også var i orden.
Jeg nikkede, og forsøgte samtidig, ligeledes underligt nervøs, at forklare ham, hvad han altså allerede vidste, nemlig, at jeg ikke talte ét ord fransk og derfor også var ude af stand til at føre en samtale på et niveau ud over goddag og farvel. Men det var, forstod jeg mærkeligt nok og helt ud af ingenting, også helt i orden. Han jagtede hverken diskussion eller samtale, men blot ønskede at sidde i nærheden af varmen et andet menneske … så han slap for at sidde mutters alene med sine tanker.
M!