UNÆGTELIG UHØRT

I går, midt i mellem mail-skriveri, middagstur, samtale med redaktør om interview samt sms’er - og det faktiske arbejde med diktafonens materiale fra mit besøg i de legendariske Medley Studios og samtalerne med Essence og Søren Andersen - kom der højst uventet post fra en højst uventet, men meget velkommen kant.

Pakket godt ind i en boblekuvert lå den nye cd med One-Eyed Mule Drifting to a Happy Place.

Som med bandets øvrige to cd’er falder de nye sange næsten umiddelbart i hak hos mig. Som et lydspor til livet … og skiven har haft nærmest konstant lokalt radio airplay her i hytten.

Den er langt fra det forventede ifølge sidste års single “Tunnels and Trains”, men intensiteten og ærligheden er intakt. Og det er dansk. Det er unægtelig uhørt …

M!

Iblandt det, Jacob Paludan blot kalder hastige, hurtige, tilfældige nedfældninger i en ordfuld skitsebog - i udgivet form kaldet I høstens månefase; det første af fire sådanne bind - finder jeg følgende:

Det skønne, jeg ofte har kunnet se i det ørkesløse, futile, triste (og som “positive” kritikere normalt bedre himlen bevare sig for) synes at være i slægt med den, mystikerne hævder at kunne se i det dalende, i tingenes nedgang og forsvinden - som en del af deres billede og ikke stående tilbage for opgang og kulmination. Solopgang og -nedgang er lige skønne.

Unægtelig uhørt klarsyn fra en stor dansk forfatter!

M!

Nyt interview oppe på antenna.nu, Dans lidt for Djævelen, for pokker, hvori det danske band AnoxiA fortæller lidt om deres debutalbum A Lapdance for the Devil.

M!

I går besøgte jeg Pelle i hans bogfyldte, hyggelige og varme lejlighed ovre på Islands Brygge.

Han er en kær, gammel nisse, charmerende og fortællelysten, omend mandens ydre glans gennem bypass, sukkersyge og år siddende i rullestol er noget falmet efterhånden … i hvert fald i forhold til at han engang i Island blev kåret til Nordens smukkeste mandfolk!

- Det kommer nok aldrig til overgå dig, betroede han mig under et tidligere besøg.

Det er jo nok rigtigt! Præcis, som der virkelig må have været noget om snakken for hans eget vedkommende, idet han i tidens løb har fået syv børn med hele fem forskellige kvinder … og de er alle, som han siger, kærlighedsbørn, lige på nær, når han skulle betale børnepenge. Nu har manden passeret de halvfjerds, børnene er voksne og mere eller mindre forsvundet ud af hans verden.

Pelle er om noget historiefortæller. Han elsker at fortælle og den ene historie kan nemt bide den anden i halen og han taler, så det er en fornøjelse og en lyst; både Puk og jeg nyder at være i hans nærhed og lytte til fortællingerne, der vidner og et langt og oplevelsesrigt liv, men jeg kan næsten ikke rumme det hele … og efter tre timer i går måtte jeg give op, rejse os og gå hjem.

Stopmæt og træt var jeg resten af dagen.

Han er belæst og berejst. Han er ensom og lænket til sin rullestol, men ikke bitter … det er bare sådan, det er, siger han og min beundring for ham stiger betragteligt. Skulle det ikke være nok, er manden desuden eddagal, folkemindesamler, gode, livsklog, magiker, naturelsker, runekyndig, stenhugger og vennesæl … blandt andet er det ham, som har hugget den runesten, der pryder et eller andet sted på Christiania.

Siden er han også havnet på Nationalmuseet … to steder, to sten, jeg skal have besøgt inden jeg tager over til manden igen. Det gør jeg allerede i næste uge, så jeg får travlt.

M!

Det er forår. Alting klippes ned.
Der beskæres i buskadser og budgetter.
Slut med fordums fede ødselhed.
Vi begynder at træne til skeletter.
Jeg blir fem år ældre
ved hvert indgreb i min pung,
men når forårssolen skinner,
blir jeg ung!

Lad kun falde, hvad der knap kan stå …
Men i så fald sku jeg altid komme kryv’nde,
hver gang skatten gir sig til at flå
mine sidste mønter fra mig hver den tyv’nde
Jeg blir tom i hjernen, .
træt og tung i sjæl og krop,
men når forårssolen skinner
står jeg op!

Og jeg fægter med min sparekniv.
Men den skraber bare hult i sparegrisen.
Der er ikke meget tegn på liv.
Selv i vinter var der dog en ko på isen.
Jeg har længe næret en
istap ved min barm,
men når forårssolen skinner,
blir jeg varm!

Solen skinner på fallittens rand.
Derfor denne dyrekøbte randbemærkning:
Der er caries i tidens tand.
Dens emalje trænger voldsomt til forstærkning!
Snart skal jeg og mine sidste
tænder skilles ad,
men når forårssolen skinner,
blir jeg glad!

Tag da kun min sidste spinkle mønt.
Livets sol er min den sidste del af livet,
for ’som solfanger er jeg nu begyndt at forstå,
at Alt og Intet er os givet.
Og en gang går solen sin
runde uden mig,
men når forårssolen skinner,
lever jeg!

M!

Teksten er skrevet af Benny Andersen og stammer fra hans digtsamling ‘Oven visse vande’ fra 1981.

Hvor heldigt er det ikke at være et menneske blandt andre. Rende på de mennesker man allerede kender og grine, græde, hilse, omfavne, snakke, tale. Møde de, man endnu ikke kender indeni og hurtigt eller langsomt fordybe sig og komme hinanden nærmere og nærmere. Eller se andre mennesker mødes og smile derved. Hvor heldigt er det ikke at være blot et menneske blandt andre?

M!

En morgen for nogle uger siden gik og passede næsten vore egne tanker, da vi løb ind i andre hunde og endnu andre hundeejere. Først et ungt par med en lille bulldog med det spøjse navn Morfar.

Tænk, det synes jeg sgu’ lød lidt af humoristisk sans, men senere viser det sig, at jeg har taget fejl af dem.

Puk finder til lejligheden en tabt vante og så går hundelegen. Hun og Morfar drøner rundt og rundt og rundt og rundt og har det … mens de leger kommer mor med den unge Spaniel, Balder - en af flere Baldere, som vi har her i kvarteret - gående så godt hun nu kan og beundrer deres leg.

Balder bliver tredje hjul og legen med vanten dør lidt ud, men de leger alle tre lidt, halvhjertet, videre og imens går snakken jo.

Det er let at blive i godt humør, når hunde leger. Balders mor siger direkte, at hun synes, det er skønt, at se dem tumle sådan rundt. Og det er det jo. Man bliver glad. Hun fortsætter med at sige, at hun synes, at hunde skal lege med hunde … den unge pige fra det unge par giver hende ret og fortsætter:
- … og jeg er så glad for, at du siger det. For vores hundetræner siger også, at man skal lade hunde lege med hunde og selv lade være med det … pjat. Måske siger hun det ikke på den præcise måde, men det er det, hun mener. Det er et eller andet med, at hunden skal vide, hvem den skal lystre.

Balders mor istemmer med endnu en uhyrlighed, nemlig den, at man også skal lade være med at lege med sine børn, hvis man har sådanne, men altså udelukkende lade børn lege med børn.

Der stod jeg så, og havde mest af alt lyst til at spørge: - Hvad gør man så med dem? men holdt det ene og alene for mig selv. Men jeg mener det. Hvis man ikke skulle lege og have det sjovt med sit barn eller sin hund, hvad gør man så? Jeg kan ikke regne det ud; måske du kan fortælle mig det?

M!

joice!

M!

Hvordan kan man længes så meget efter igen at være sammen med én, man dårligt nok har tilbragt to timer sammen med … efter gængs målestok? Hvordan kan man savne sådan at høre fra hende igen? Og hvordan kan det savn i den grad føles  som et tab, skulle det aldrig ske igen … det ved jeg ikke. Jeg kan ikke forklare eller forstå nogle af delene, men det er præcis sådan, det føles. Det er stærke følelser, som jeg tager som gode tegn. Derfor prøver jeg at nyde og være afslappet i og med dem, i stedet for at lade dem rende af med mig. Det er lige til at blive rundtosset af.

M!

Og om noget fik vi solen serveret i dag … også på Fælleden, nærmest på et et solfad … hvorfra den varmede vore rygstykker godt og grundigt og tiltrængt. Man mærker en tiltagende magt … jævndøgn rykker nærmere og nærmere og nærmere … ah.

M!