UNÆGTELIG UHØRT

Kronologi -
Acebo*, torsdag den 5. maj 2011
Skrevet 22.-24. januar 2012

Knapt var jeg trådt inden for bygrænsen af den lille, men meget indbydende og overdådigt smukke landsby Acebo, før en medpilgrim - en midaldrende (men dog også ældre end jeg) hollandsk kvinde - gjorde mig opmærksom på, at jeg ’skam var ildrød i hele bærret,’ sandsynligvis som følge af overeksponering i solen, hvortil hun tilføjede, at jeg ‘nok for fremtiden burde komme noget solcreme på …’

Det sagde hun selvsagt i bedste mening. Og det var da også sødt gjort, ja, endog hensynsfuldt, hvis jeg ikke selv skulle have bemærket noget.

Men, som jeg en smule sardonisk svarede, så vidste jeg det jo sådan set godt. Jeg havde immervæk set sådan ud ‘de sidste fem uger,’ siden jeg krydsede Pyrenæerne helt håbløst ubeskyttet, så det var som sådan ikke nogen ny tilstand, hverken for mig eller min ansigtshud. Mon ikke hun antog, at jeg ‘lige var startet’ i Astorga eller León, og hvordan skulle hun også kunne vide, at jeg var godt i gang med min sjette uge.

M!

* Jeg mener bestemt, at jeg har noteret hændelsen i min dagbog, men kan ikke finde den omkring nævnte dato og sted, faktisk står der fortvivlende lidt, så tid og sted skal tages med forbehold; hændelsen har fundet sted.

Tilføjet 26. januar 2012: Nu fandt jeg så endelig dagbogsnotatet, nedfældet på en café i udkanten af Molinaseca, efter endt vandring, så min hukommelse er ikke helt på afveje. Det må have været Acebo.

Tænk om vi helt kunne lade være med at måle os selv i forhold andre. Og også lade være med at måle andre i forhold til os selv. Tænk om vi bare kunne være. Og lade hinanden …

M!

Jeg tror, dybt og inderligt, kan slet ikke lade være længere, og er taknemmelig for at opdage netop det.

Og denne lørdag morgen tænker jeg som så:

Problemerne med tro opstår vel først, i det øjeblik, at man fornægter den kendsgerning at andre end én selv også kan ha’ fået et glimt af ’sandheden’.

M!

Kan her til aften konstatere, at de også kunne skrive ørehængere i 16-17-hundredetallets Milano. Denne lille sag kan jeg i hvert fald ikke få ud igen … det skyldes selvsagt også det meget lækre arrangement og den humoristiske fremførelse.

Det er samme version, men med to forskellige videoer; den ene indeholder tekst og stillbilleder; den anden (om dette virker) selve koncert-optagelsen. På sidstnævnte halter synkroniseringen mellem billede og lyd en anelse, men slet, slet ikke nok til at irritere.

Fan-tas-tisk kontratenor. Det må jeg bare skrive. Tak til Benedikte Bové for med ugens tema på P2 at sætte mig denne i hovedet!

M!

Martin A. Hansens novelle Midsommerfesten, som jeg lige har læst i en noget kringlet, men visuelt besnærende gendigtning af Terkel Risbjerg, fortæller ifølge litteraten Anders Thyrring Andersen - puha, det var mange navne i én og samme sætning - “en historie om, at Satan piner mennesket lige i armene på Gud. Uden at ville det, er det onde i verden for at tjene d et gode, for det onde kalder sin modsætning og modstander frem.

Modsætningen er med andre ord forudsætningen for det opbyggelige i Hansens kristendomsforståelse.”

Javel.

Men betyder dét, som jeg tænker meget over for tiden, at disse mørke kræfter/sider konstant må være til stede, ja, da ligefrem vises for at kærligheden overhovedet kan udtrykkes og give mening?

Nej, mener jeg … lige nu.

Jeg er såmænd helt med på, at kontraster forstærker hinanden, men jeg må stå på, at bevidstheden om det ene nok for at udvise det andet. For jeg er også godt klar over, at ingen kan undsige sig at have en skyggeside. Og jeg er også bevidst om, at man nogle gange - mere eller mindre bevidst - går et stykke i en, skal vi kalde det, ikke så gunstig retning, og først senere opdager, hvilken vej man egentlig skal.

Men kan man ikke stoppe sig selv, inden man kommer så vidt?

M!

Indrømmet. Nogle gang skal der ikke ret meget til, for at gøre min dag god … eller min i forvejen gode - og det er de fleste - dag endnu bedre. Og, har enkelte, som følger med på denne side, sikkert bemærket, de krager, som møder Aslan og jeg disse sene morgener på Sønder Boulevard er altid garant for et godt grin hos undertegnede. Jeg kan se, at Aslan ofte undrer sig, men ikke helt forstår, hvad det er der foregår.

Således også denne morgen.

Også indrømmet: De følger os. De genkender os. De hilser os. Og det er selvfølgelig fordi, at jeg ikke kan lade være med at kaste lidt godbider hen til dem af og til. Så de forventer også noget af mig.

Det er selvfølgelig ikke smart af mig. Men det er de til gengæld. Temmeligen, endda. Og de vil tilsyneladende langt hellere have mit hundefoder end æde alt det daggamle brød og andre lækkerier, som andre folk smider til dem, til andre kragefugle, til mågerne og til duerne. Ja, og til rotterne.

I dag så jeg dog noget, jeg aldrig har set før.

Straks efter, at jeg havde kastet en god håndfuld hen til en enkelt krage, kom fire-fem andre til. Og det er ikke det, der er det usædvanlige; jeg aner aldrig, hvor fuglene  gemmer sig henne, men de er der konstant; uset iagttager de os, og kommer flyvende til, hvis der falder noget af. Det er helt normalt. Det sker tit. Nej. Det sker faktisk altid. Men … og det er så det nye … i dag smalede den ene af kragerne en, to, tre foderpiller op i næbet, fløj en stykke væk og lagde dem på jorden og dækkede dem så omhyggeligt til med nogle visne blade, noget løst, visnet græs, og fløj så tilbage til flokken for at se, om den kunne redde sig lidt flere godbider. Smart, tænkte jeg, og lo indvendigt. Desværre for netop denne krage, havde en fræk skade fulgt med i, hvad den foretog sig, og da kragen havde forladt sit bytte, så skaden sit snit og ranede det. Hvilket jo ikke bare er smart … men intelligent.

Skønne fugle, synes jeg. Skønne historier de fortæller.

M!

Kronologi -
Skrevet 9. januar 2012

Som det selvfølgeligste i denne verden tog jeg den røde perlesommerfugl - en gave Præstinden noget så møjsommeligt havde fremstillet sidste efterår og omhyggeligt puttet i posten og sendt til mig mens jeg endnu befandt mig i selvvalgt isolation, gemt væk som så ofte før i Gudhjem på Bornholm, denne gang, sådan lidt på kanten af sæsonen - med mig på min lange vandring mod Santiago de Compostela, ja, med helt ud til kysten, hvor verden endte … i middelalderen.

Som så mange andre mennesker, tager jeg ofte ting, der dybest set er nyttesløse grænsende til det totalt ubrugelige, med mig hjemmefra, når jeg begiver mig ud på ny og let til svær usikker grund. Det giver mig muligvis en eller anden form for tryghed i det utrygge - noget kendt i det ukendte - og her kan selv de mindste ting få den største betydning.

Derfor flaksede den trofast i mine umiddelbare fodspor samfulde godt tusinde kilometer, klipset fast til min rygsæk med sine messingsikkerhedsnålefødder, spændt godt fast til min ryg. Det var langt fra nogen lineær tur. Nok var retningen mestendels mod syd, mod vest, men ind imellem gik jeg mod nord, af og til stak jeg mod øst. Ofte lå ruten fladt ligeud og ligetil, men lige så tit stejlt ned - eller op - og på kanten, til kanten, af en afgrund.

Men perlesommerfuglen holdt stædigt til hele vandreturen. Og også til alle turene af og på min ryg, op og ned, til at blive slynget af, kastet på igen, lagt ned i græsset, i jorden, i stenene, maset på, trykket til, siddet på, gennemblødt og vindtørret.

En fysisk ubetydelig, men psykisk betydelig skytsengel i gennemsigtigt rødt plastik.

Den holdt til det hele, bortset fra turen gennem vakuumforseglingen i en morgenhektisk Aeroporto de Santiago-Lavacolla. Siden har den lignet jeg-ved-ikke-rigtigt-hvad, krøllet sammen som den er blevet til en gennemsigtigrød, noget uens kugle, men stadig ladet med … hvad hun end er lykkedes med at putte i den, og jeg ved faktisk kun, at det er en sommerfugl, fordi jeg husker, hvordan den har set ud. Men … jeg kasserer den ikke.

Mon hun nu kan reparere den? Jeg tog den gerne med på en ny vandring … til september.

M!

Den største glæde er dog at glæde andre.

M!

Kronologi -
Oleron Ste-Marie, søndag den 27. marts 2011
Skrevet efterår 2011, korrigeret 9. januar 2012

Det var aftenen før, at jeg for alvor begyndte min lange vandring mod Santiago de Compostela. Og jeg indrømmer, at jeg havde følt mig lidt rastløs og derfor havde vadet rundt for at se på det nære bymiljø i forhold til Oleron Sainte-Marie’s nye - og skulle jeg erfare gennem mine to måneder - ekstremt moderne herberg for pilgrimme, Relais du Bastet … men nu faldt roen på mig.

Før vandringen rigtigt begyndte

Jeg havde netop bestilt, betalt og bragt en dampende dejlig kop grøn te ud på terrassen, under baldakinen, foran en meget nærliggende café, sat mig og nød udsigten mit refugium.

Det var et andet land (Frankrig), en anden årstid (forår) i forhold til nu (Danmark, på tærsklen til den rigtige vinter), men vejret var det samme, dvs. ustadigt, gråt, regnfuldt og lidt køligt i det. Og alligevel sad seks-otte personer på den store terrasse og nød en stille kop kaffe eller øl - inden de skulle hjem til deres søndagsaftener, hvad så end de måtte byde på.

Min egen ville betyde et bad og tidligt i seng, en forsigtig og mærkeligt nervøs begyndelse på det, som helt automatisk blev min naturlige rytme i løbet af de næste to måneder.

Den aften var det dog ikke noget, jeg tænkte nærmere over. Det var bare noget jeg gjorde.

Selv sad jeg yderst til højre på terrassen og gav mig god tid til teen; langsomt sivede folk væk, hjem, og til sidst var vi kun to tilbage: Jeg, på den yderste højrefløj, og en fransk herre mellem halvtreds og tres langs rækværket på den anden fløj; begge var vi klædt i grå benklæder og sorte trøjer, men ellers var det forskellighederne, som stak i øjnene:

Han var ældre, drak øl, og røg; jeg yngre, drak som nævnt te og prøvede at indånde luften, som den var.

Der gik dog ikke meget mere end højst fem minutter fra det øjeblik, hvor den tredjesidste havde efterladt os lidt alene derude i det fra oven beskyttede fri, førend også han rejste sig. Jeg bemærkede, lettere indigneret, at han ikke havde tømt sit ølglas, og skulle lige til at - bare i mit hoved, da jeg selvsagt aldrig kunne finde på at kommentere dette højlydt, thi … hvem er jeg, som kan/skal/vil dømme andre - udtrykke min forargelse, da han hankede op i glasset og simpelthen flyttede hen til en stol ved det bord, som stod lige ved siden af mit.

Naturligvis ikke før, end han havde - med simpel gestik, selvfølgelig, da han havde regnet ud, at jeg ikke talte samme sprog som han selv - spurgt, om det nu også var i orden.

Jeg nikkede, og forsøgte samtidig, ligeledes underligt nervøs, at forklare ham, hvad han altså allerede vidste, nemlig, at jeg ikke talte ét ord fransk og derfor også var ude af stand til at føre en samtale på et niveau ud over goddag og farvel. Men det var, forstod jeg mærkeligt nok og helt ud af ingenting, også helt i orden. Han jagtede hverken diskussion eller samtale, men blot ønskede at sidde i nærheden af varmen et andet menneske … så han slap for at sidde mutters alene med sine tanker.

M!

Dage, som denne, hvor jeg sover over mig og kommer sent ud af døren, er jeg taknemmelig for, at kunne gemme mig lidt væk i mængden af travle kollegaer.

I morgen skal jeg nok revanchere mig. Det lover jeg.

M!